Chefkonsulent i DanskHalm, Thomas Holst, har sammen med Anders Borg fra boligselskabet AKF, været til foretræde for Boligudvalget i Folketinget. Her fortalte de udvalget om de 13 rækkehuse, som AKF har opført i Brøndby, hvor ydremurerne er lavet med halmelementer fra Ecococon. Rækkehusene er primært bygget med biobaserede materialer, hvor der udover halm er brugt hamp til at isolere med. Bærende elementer og plader er lavet af træ. Sokkel og bund er beton, og hvor brand eller fugtkrav kræver det, er der anvendt konventionelle materialer.
Udvalget fik samtidig lige tre pointer med som begrænser udviklingen for mere biobaseret byggeri. Det er:
at nuværende regelsæt og standarder ikke understøtter anvendelse af biobaserede materialer,
at udledningerne i byggefasen tillægges for lille betydning i forhold til drift af bygningen i 50 år, når den samlede klimabelastning ved byggeri beregnes,
og at der mangler vidensdeling, test og erfaringsopsamling i byggebranchen med biobaserede materialer. Det er nyt at bygge biobaseret igen, så alle led i værdikæden fra producenter af biomasse til håndværkere, banker, forsikringsselskaber og ikke mindst brugerne af husene, skal have steder at se på erfaringer med de nye materialer.
Vi håber med foretrædet, at bare nogle af udvalgsmedlemmerne tager emnet med tilbage til deres partikontorer, og der bliver fokus på de udfordringer, som det biobaserede byggeri står med.