Meldingen her først i august fra rundt i landet er, at udbytterne af halm i år ser rigtig fornuftigt ud. Der er meldinger om god kvalitet og middel til over middel udbytter. Dog har vejret i nogle dele af Danmark også været en udfordring for halmbjergningen på det sidste.
Dette er ikke en overraskelse med tanke på den store mængde regn over sommeren. Dog er vejrudsigten fra i dag (d. 5. august 2025) og frem fyldt med mindre nedbør. I denne uge lover DMI en normal mængde nedbør mens en tørre periode end normalt venter i midten og henimod slutningen af august.
Den lidt tørre periode er i den grad tiltrængt, da de mange skybrud i juli måned har betydet store mængder vand på mange marker rundt omkring i landet. For eksempel på Lolland, hvor næstformand Knud-Erik Clausen først lige er begyndt at høste, da der er kommet op mod 200 mm regn i juli og august til sammen. Det har gjort det svært at komme ud på markerne og bjerge halmen. Samme historie gør sig nogenlunde gældende på Fyn hos bestyrelsesmedlem Christopher Jensen, der har fået presset en smule halm ude på markerne, men også har flere marker med vand på. Dog er dele af Jylland gået fri fra skybrudene (regnen er der dog stadig for tid til anden), og hos bestyrelsesmedlem Annette Dam er de kommet langt med høsten og faktisk også længere end normalt. Så hvad der egentligt lignede et ualmindeligt godt år overalt i landet er gået hen og blevet mere udfordrende for nogle end tidligere år. Der er dog optimisme overalt i landet, og kvaliteten af halmen er heldigvis stadig høj.
Da vi har brug for at få fyldt lagrene op til de kommende år, er det tiltrængt med et godt år for halmen. Dette da det er vigtigt for halmbranchen, at vi fortsat sikre lagre af halm. I fremtiden skal halm altid være på lager, så vi kan fastholde vores forsyningssikkerhed. Det er især vigtigt, efterhånden som nye kunder melder sig på banen. Kunderne anvender blandt andet halmen til byggematerialer, fødevarer, foder eller kosmetik. De kunder har ikke andre alternativer, så her er det vigtigt, at vi kan opretholde forsyningssikkerheden – uanset et enkelt års høst.
Så husk det som formand Erik Poulsen ofte prædiker, ”Forsyningssikkerhed, forsyningssikkerhed og forsyningssikkerhed er det vigtigste for os leverandører af kvalitetshalm i fremtiden”.