Vandet kom – var det tidsnok og tilstrækkeligt?

Her den 27. maj har vi lige haft en weekend med regn, som har givet håb om, at de tørstende afgrøder nu kan klare sig. Her i DanskHalm ligger fokus på om strækningen kan forgå som vi forventer, eller om den bliver begrænset af vandmangel. Hveden er på nuværende tidspunkt begyndt at skride, så nu handler det også om fyldning af kerner.

Selv med de seneste dages gennemsnitsnedbør på ca. 22 mm, viser tørkeindekset fortsat at ligge på 6-8. Det er fortsat højt, og behovet for vand er fortsat stort i mange områder af landet.

Som det også fremgår af nedenstående figur, forventer DMI et fald i tørkeindekset de kommende dage til et landsgennemsnit på ca. 7, hvilket fortsat er højere end referenceårene. Herefter forventer DMI at indekset til udgangen af juni vil stige til knap 9.

Figurtektst. Det generelle tørkeniveau: Her sammenlignes den aktuelle tørkeværdi med det niveau, der er normalt for årstiden. Det generelle tørkeniveau vil være lavt, hvis det ligger meget under det normale niveau for årstiden og meget højt, hvis det ligger meget over det normale for årstiden. Om sommeren, hvor det normale tørkeniveau ligger lige under 7, vil et højt aktuelt tørkeniveau meget let kunne resulterer i tørkedøgn. Det er ikke tilfældet i foråret, hvor selv et meget højt aktuelt tørkeniveau vil ligge under 9 og derfor ikke resultere i tørkedøgn. Et tørkedøgn er defineret ved, at tørkeindekset er mindst 9 inden for et område, f.eks. en kommune eller hele landet.

Derfor er risikoen for udfordringer med tørke ikke helt overstået, men vi må håbe at vandet her i slut maj og start juni giver tilstrækkeligt til at sikre udbyttet.

Når man samtidigt ser på Marktørkeindekset er der ikke helt så store dele af landet, som er ramt. Det skyldes, at Marktørkeindekset estimerer den faktisk tilgængelige mængde vand, og derfor kan der reelt være 70-80 mm til vand til rådighed for afgrøderne på lerjord, når DMI-indekset viser ’Høj risiko for tørke’.

Hold øje med halmængden
Men vi opfordrer til fortsat at holde øje med, om udbyttet af halm er påvirket og om der er risiko for mangel af halm, i forhold til de kontrakter, der er indgået.  Hvis der er risiko for lavt udbytte, så skal der findes ekstra halm hos naboer.