Arcadia eFuels har fået et tilskud på 400 mio. kr. fra EU’s Innovationsfond til at skabe Endor-projektet. Endor-projektet skal producere syntetiske brændstoffer herunder eSAF (elektronisk bæredygtigt flybrændstof). I produktionen af dette vil de benytte vedvarende strøm og bæredygtigt CO2.
Det bæredygtige CO2 skal komme fra Green2x kommende biogasanlæg placeret i Vordingborg Havn. Biogasanlægget vil blive halmbaseret, og forventningen er, at det vil anvende 500.000 tons halmbriketter om året. Når færdigbygget vil anlægget i Vordingborg være verdens største biogasanlæg målt på output. Det er en vigtig brik for økonomien i projektet, at der kan afsættes CO2 til Arcadia.
Green2x har lige taget første spadestik til et pilotanlæg på Møn, hvor de vil teste omdannelsesprocessen fra halm til biogas. Green2x har fået investeret 100 mio. kr. fra Equinor og Eifo samt virksomhedens andre investorer, hvilket har muliggjort pilotprojektet på Møn. Håbet er, at dette projekt kan være et skridt på vejen mod en fuld finansiering af anlægget i Vordingborg.
Tilbage til Arcadia eFuels er forventningen, at Endor-projektet vil være i fuld drift i 2030/2031. Den endelige investeringsbeslutning forventes at blive taget i slutningen af 2026 eller i starten af 2027. I alt kræver projektet en samlet investering på 2 mia. euro. Støtten fra EU er første investering, men håbet er, at de får landet de fleste investeringskontrakter i løbet af i år.
De to projekters fremdrift hænger dermed sammen, og de er delvis afhængige af hinandens teknologiske muligheder og evne til at sikre den nødvendige finansiering for at kunne bygge anlæggene.

